Andreas Knappe ser også Super Bowl i Cirkusbygningen

Andreas Knappe glæder sig til at se Super Bowl i Cirkusbygningen den 4. februar.

Så er NFL-aktuelle Andreas Knappe ikke længere uden kontrakt. Han har nemlig signet med Nordicbet Super Bowl Party, som afholdes søndag den 4. februar i Cirkusbygningen. Knappe gør dermed Morten Andersen selskab, efter at Hall of Fame-kickeren i forrige uge blev afsløret som hovednavn.

-Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til at komme hjem til Super Bowl i Cirkusbygningen, hvor man jo faktisk afholder Nordens største Super Bowl Party, siger Andreas Knappe i en video på sin facebookside, hvor han søndag aften breakede nyheden. Arrangørerne af Nordicbet Super Bowl Party lover, at Andreas Knappe kommer en tur på scenen, så han kan få en fortjent hyldest af de danske NFL-fans, som har fulgt ham i tykt og tyndt i de seneste par år på rejsen mod NFL.

-Vi er stolte over, at Andreas Knappe har valgt Nordicbet Super Bowl Party som stedet, hvor han gerne vil se Super Bowl i 2018. Vi byder ham hjertelig velkommen hjem til en hyggelig og afslappende aften imellem de hundredevis af træningstimer, han bruger på at nå NFL. Vi ved, han er en stor og sulten mand, så vi serverer nok to portioner af vores 3-retters menu, lyder det.

Festen afholdes søndag den 4. februar kl. 20, og billetterne sælges via www.ticketmaster.dk.